Ballonoperation kaldes også ballonudvidelse og PCI. Der er altså tre betegnelser for den samme behandling. Her kalder vi det ballonudvidelse.

Ballonudvidelse er en behandling, der udvider forsnævringer i hjertets kranspulsårer. Aflejringer i kranspulsåren hindrer blodgennemstrømning og giver smerter i brystet, hjertekramper (angina pectoris), og risiko for blodpropper i hjertet. Formålet med behandlingen er først og fremmest at fjerne anfald af hjertekramper ved at bedre blodforsyningen til hjertet.

04_3-PCI-EN_508

Ballonudvidelse i hjertet er i princippet enkelt. Via lysken fører lægen et kateter ind i de ramte årer. For enden af kateteret sidder en lille oppustelig ballon, der presser forsnævringerne til side, så blodet igen kan strømme frit igennem blodåren. Hos de fleste patienter indsættes der små rørformede trådnet (stents), der holder kranspulsårerne åbne efter ballonudvidelsen.

Ballonudvidelse er en effektiv behandling af hjertekramper, men fjerner ikke i sig selv åreforkalkningen.

Indgrebet varer fra 30 minutter til 1 time. Du skal være indlagt til næste morgen, i enkelte tilfælde kan man blive udskrevet efter 12 timer.

Forberedelse hjemmefra

Du skal være fastende for fast føde i mindst 6 timer før mødetidspunktet. Du må dog gerne drikke indtil 2 timer før mødetidspunktet (dog ikke mælkeprodukter). Du må ikke ryge 2 timer før mødetidspunktet.

Medicin

Du skal ophøre med:

  • Blodfortyndende medicin; Marcoumar eller Marevan 3 dage før behandlingen.
  • Injektion Fragmin pause 12 timer inden indlæggelsen.
  • Injektion Arixtra pause 24 timer inden indlæggelsen.
  • Vanddrivende medicin skal du ikke tage på indlæggelsesdagen.
  • Har du sukkersyge og behandles med Metformin skal du holde pause med dem 2 døgn før behandlingen.
  • Får du Insulin skal du tage ? morgendosis på indlæggelsesdagen.

Din øvrige medicin skal tages som vanlig. Husk at tage Magnyl og Clopidigrel (Plavix) eller Brillique hvis du allerede er i behandling med dette i forvejen.

Rasering

Vi skal venligst bede dig fjerne evt. behåring i højre lyske med en engangsskraber dagen inden indlæggelsen. Er dette ikke muligt for dig, vil vi være dig behjælpelig hermed ved indlæggelsen.

Medbring

Toiletsager, hjemmesko og behageligt tøj. Medbring desuden din vanlige medicin samt sygesikringsbevis.

Forberedelse til behandlingen

På indlæggelsesdagen modtages du af en sygeplejerske, som hjælper dig til rette og giver dig information om opholdet på Hjertecenter Varde. Du vil få oplyst de specielle forholdsregler, der vil være i forbindelse med behandlingen.

Da behandlingstiden er varierende må du påregne nogen ventetid, i specielle tilfælde op til flere timer. Uanset ventetiden vil du blive behandlet samme dag.

Du får lagt en plastikkanyle i en blodåre i hånden. Der måles blodtryk og puls samt tages et EKG. Beroligende medicin gives i behandlingsrummet.

Selve behandlingen

På behandlingsstuen anvendes en del teknisk udstyr bl.a. røntgenapparatur.

Du kan læse mere om røntgenstråler her (klik).

Det er ikke muligt for pårørende at komme med i behandlingsrummet.

Der anlægges lokalbedøvelse i lysken. Når denne bedøvelse virker lægges der et tyndt plastikrør i pulsåren. Via plastikrøret føres et kateter gennem pulsåren op til hjertet. I kateteret sprøjtes der kontraststof som fordeles i kranspulsårerne.
På TV-skærmen kan man følge behandlingen og således se kontraststoffet fordeler sig i de forsnævrede kranspulsårer.

På det indførte kateter sidder der en lille ballon, som på det forsnævrede sted blæses op. Herefter vil kranspulsåren blive udvidet og give bedre passage for blodgennemstrømningen. Der kan opstå kortvarig let ubehag, når ballonen blæses op. Hos de fleste indlægges der et lille rørformet trådnet (stent) for at bibeholde udvidelsen af blodkaret.

Der vil under behandlingen kunne opstå hjertekramper. Skulle dette forekomme er det vigtigt, at du fortæller dette, da vi kan afhjælpe dine smerter.

I sjældne tilfælde kan der i forbindelse med behandlingen forekomme hjerterytmeforstyrrelser, som kræver medicinsk behandling eller el-stød (DC-konvertering) for at genoprette den normale hjerterytme.

Efter behandlingen

Efter behandlingen køres du til din stue på sengeafdelingen. Du skal ligge fladt i sengen i 1 time. Det er vigtigt, at du ikke løfter hovedet, overkroppen eller benene for at undgå blødning. Indstiksstedet tilses af en sygeplejerske, og du vil jævnligt få målt puls og blodtryk.

Føler du ubehag, smerter, varmefornemmelse eller hævelse i lysken, skal du gøre sygeplejersken opmærksom på dette. Hos få patienter kan der efter behandlingen opstå blødning fra lysken, dette vil betyde, at du skal forblive længere tid i
sengen. Blødningen vil oftest resultere i en blodansamling i lyskeregionen. Denne kan medføre lidt trykken de følgende dage, især ved gang, men dette forsvinder normalt af sig selv.

Du vil på behandlingsdagen få en samtale med lægen, der også tager stilling til, hvor længe du skal være sygemeldt. Du vil få udleveret et udskrivningsbrev og evt. recept.

Udskrivelsesdagen

Om morgenen kontrolleres indstiksstedet inden udskrivelsen, herefter kan du tage hjem.

Vi sender udskrivningsbrev og beskrivelse af behandlingen til din egen læge samt til det hjerteambulatorium du tilhører.

Hjerteambulatoriet på dit stamsygehus vil indkalde dig til kontrol ca. 1 måned efter behandlingen.

Hjemtransport

Du bør vente 2 døgn før du selv fører bil.
Offentlige transportmidler kan benyttes umiddelbart efter udskrivelse.

Hjemme igen

I en lille uges tid må du være forsigtig med tunge løft og trappegang af hensyn til indstiksstedet i lysken.

Specielt ved trådnet (stent)

Hvis du har fået indlagt stent kan der opstå let ubehag i brystet i op til 1 uge efter behandlingen. For dette kan du evt. tage Panodil 1 g.

Du kan i den første uge efter indgrebet få hjertekrampelignende anfald, hvorfor du skal undgå fysisk anstrengelse.

Medicin

Såfremt du allerede er i behandling med Clopidogrel/Plavix eller Brillique, skal du fortsætte med den ordinerede medicin de følgende 12 måneder.
Hvis ikke du allerede er i behandling med enten Clopidogrel/Plavix eller Brillique, skal du tage tablet Clopidogrel/Plavix 75 mg i x 1 daglig i et år. Undtagelser fra dette skal fremgå af udskrivningsbrevet.
Du skal have blodfortyndende behandling i 1 år efter stent implantation. Der medgives recept.

Clopidogrel /Plavix er et kraftigt blodfortyndende middel, som anvendes til forebyggelse af blodpropper i hjertet. Clopidogrel / Plavix virker ved at hæmme blodpladernes tendens til at klumpe sig sammen.

Bivirkninger ved medicinen kan være mavesmerter, fordøjelsesbesvær, diarré og kvalme. Desuden kan der forekomme hovedpine, svimmelhed, snurrende eller prikkende fornemmelse i hænder og fødder. Der kan komme blå mærker og tandkødet kan bløde. Der kan forekomme blod i urin eller i afføring. Skulle dette forekomme, er det vigtigt, at du kontakter egen læge.

Komplikationer

Hvis der kommer tegn på infektion i lysken (rødme, ømhed, smerter, feber), skal du kontakte egen læge.

Der vil meget sjældent kunne opstå tilfælde med kraftige hjertekramper eller
blodprop i hjertet. I så fald skal du forblive indlagt til nærmere observation.
I sjældne tilfælde kan det medføre akut operation af hjertet (bypass operation). Hvis dette skulle blive nødvendigt, vil operationen blive udført på Hjertecenter Varde.

Yderst sjældent kan der fremprovokeres blodprop i hjernen.

I sjældne tilfælde kan der komme blødning fra lysken efter, at du er udskrevet. Læg dig på gulvet og hold hårdt fast med hænderne ca. 2 cm. over blødningsstedet. Få evt. en pårørende til at hjælpe dig.
Vigtigt: Falck /112 skal tilkaldes og du skal transporteres liggende til nærmeste skadestue.

Henrik Steen Hansen

Overlæge, dr. med
Speciallæge i kardiologi/PCI

Erik Jørgensen

Overlæge, dr. med.
Speciallæge i kadiologi/PCI

Henning Kelbæk

Overlæge, dr. med.
Speciallæge i kardiologi/PCI

Knud Erik Pedersen

Overlæge, dr. med.
Speciallæge i kardiologi/PCI

Kari Saunamäki

Overlæge, dr. med.
Speciallæge i kardiologi/PCI CV

Ballonoperation (ekskl. omkostninger til ballon og stent): DKK 42.000,-

Ballon:   DKK   1.000,-
Stent:     DKK 10.000,-